Wikipedia
På Wikipedia sker der en løbende opdatering af teksten om Gl. Rye.
Kulturhistorie
Søhøjlandet er naturpræget og tyndt befolket.
Området har dog altid været brugt af mennesket fra
jægerstenalderen, over klostertiden til den tidlige
industrialisme.
Stenalderen
Langs søer og åer kan der mange steder findes redskaber fra
stenalderen, den såkaldte Gudenåkultur.
Gudenåkulturen er en sammenblanding af Maglemose-, Kongemose-og
Ertebøllekulturen, og rummer således stenredskaber fra flere ældre
stenalderkulturer fra perioden 7.500-4.000 f. Kr.
På Gudenåmuseet er udstillet mange flintredskaber opsamlet på
områdets marker.
Klosterkulturen
Langs Gudenåen og specielt på denne egn lå i middelalderen flere
klostre. På den nuværende Gl. Vissingklostergårds plads lå
nonneklostret Vissing Kloster af Benediktinerordenen, og hvor
Klostermølle ligger i dag, byggede Benediktinermunkene Voer
Kloster.
Egnens største og kendteste kloster var dog
Cistercienserklostret Øm på nordsiden af Mossø. Klostrene var et
stort aktiv for egnen, og har bidraget stærkt til egnens udvikling
gennem middelalderen. Udviklingen i Gl. Rye gik da også næsten i
stå, da Øm Kloster blev nedlagt efter reformationen.
Middelalderen
Gammel Rye var i middelalderen en af de vigtigste byer i området
ikke mindst i kraft af helligkilderne, de dertil knyttede markeder
og det nærliggende Øm Kloster.
Den var købstad og nævnes som sådan i 1536.
I en periode fra 1400-tallet til 1687 var Gammel Rye tingby,
hvad der stadig afspejler sig i navne som "Galgebakken",
"Stejlehoj" og "Kophoj".
Ryes placering som vejknude-punkt for trafikken mellem Østjylland
og det midt- og vestjyske område samt den kongelige glasproduktion
i området indtil o. 1600, har været med til at sikre byen dens
position i årene efter Reformationen.
Byen blev hærget af flere brande, bl.a i 1613, 1618 og 1660.
Der har ligget et kongeligt jagthus, men det blev revet ned i
1617.
Der nævnes også en kongelig vognmager i 1553.
Sct. Sørens kilde
Sct. Sørens kilde er en hellig kilde, og havde ry for at have
udvirket en del mirakler gennem tiden. Ved kilden afholdt man fra
1579 marked på Sct. Sørens dag og Helligkorsdag.
Gl. Rye - en vigtig brik i Danmarkshistorien
En skelsættende begivenhed ikke blot for Midtjylland, men for
hele Danmark fandt sted i kirken i Rye (GI. Rye) i 1534, hvor den
jyske adel valgte Chr. den III. til konge.
Det betød ikke blot, at Danmark efter Grevens Fejde igen fik en
konge på tronen, men også, at valget af hertug Christian, der havde
været statholder i hertugdømmerne, var ensbetydende med
reformationens indførelse i Danmark. - Hertug Christian, der havde
overværet Luthers optræden på rigsdagen i Worms, var blevet ivrig
protestant og havde indført reformationen i hertugdømmerne.
Hans indstilling betød, at det var vanskeligt at samle flertal
for ham i rigsrådet, da de fleste adelsmænd og naturligvis
bisperne, der sad som ledere af en række stiftsregeringer, hellere
så en katolsk konge og derfor foretrak hans yngre broder.
Blandt tilhængerne af prins Christian var rigshofmester Mogens
Gøye, og han var blandt initiativtagerne til mødet den 4. juli 1534
i Rye kirke mellem de 8 jyske medlemmer af rigsrådet og de fire
jyske biskopper.
Den menige jyske adel var også mødt op - antagelig på Gøyes
initiativ, - men måtte blive udenfor kirken. Den langvarige
diskussion om kongevalget fik dem efterhånden til at tabe
tålmodigheden, og de trængte ind i kirken og forlangte at få at
vide, hvem det var, der modsatte sig prins Christians valg.
Derefter gav modstanderne i rådet endelig op.
Biskop Bille, Århus, gav grædende sin underskrift på at anmode
den protestantiske hertug om at blive konge. Han indså, at det
betød hans eget fald.
Øm Kloster
Øm kloster blev anlagt i 1172 af cisterciensermunke der kom fra
Vitskøl Kloster.
Efter korte ophold i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø,
fandt de blivende plads ved Mossø.
De sidste munke forlod klosteret i 1558 , og det fungerede en
kort tid som kongeborg (Emborg) - revet ned igen i 1561 hvorpå en
del af byggematerialerne blev genanvendt på Skanderborg slot.
Det var ikke kun et kirkeligt centrum, men også politisk, som
landbrugs- og handelscenter, hospital, plejehjem og latinskole og
havde i det hele taget stor betydning for området.
Klosteret lå godt beskyttet af to kanaler, som munkene gravede
mellem Mossø og Gudensø.
Man har fundet rester af et sluseanlæg ved den vestre kanal der
tyder på at der har været en vandmølle på stedet, som man mener er
fra den ældste tid på stedet.
Udenfor det egentlige klosterområde er der fundet rester af
forskellige værkstedsbygninger, bl.a. smedje , teglovn, blystøberi
og man mener der også har været et klokkestøberi.
Der har ligeledes været landbrugsbygninger og haver.
Livet i klosteret er kendt fra en krønike der er påbegyndt i
1207, og en af vore ældste skriftlige kilder.
Øm kloster lyses i band
I den sidste halvdel af 1200-tallet kom Øm Kloster i en alvorlig
strid med Aarhus-bisperne og dermed ogsaa med kongemagten, der
varetoges af dronning Margrethe Sprænghest og hendes lille søn Erik
(Erik Glipping). Det endte med at Århus-bispen lyste klosteret i
band.
Baggrunden var en strid om bispens gæsteret i klosteret. Det kom
til adskillige episoder, hvorunder bispen bl. a. bortførte en
værdifuld bogsamling fra klosteret.
Om en anden episode fortælles , at biskoppen kom ridende med
stort følge og spurgte: Er vor mad rede? Abbeden svarede: Ja, det
er den vel nok, men ikke her! Biskoppen trængte derefter med magt
ind i klosteret, men da han hørte snak om, at munkene ville bruge
magt og der samtidig - af anden grund -blev ringet med en klokke,
steg han ilsomt til hest og red bort. Ved en anden lejlighed maatte
klosteret nødtvungent byde paa mad.
Formentlig i 1261 kom dronning Margrethe Sprænghest med 1600
ryttere foruden tilhørende løbere, gøglere og skøger paa gæsteri i
klosteret. Der blev ædt og drukket bravt i to døgn. Oksekroppe og
fårekøller forsvandt som dug for solen, og krigsfolkene fandt ogsaa
frem til det gode øl, der var gemt bag det tynde. Overalt i det
ærværdige kloster var der drikkelag med skråleri og utugtige
viser.
(efter G. Nørgaard Jepsen)
Glashytterne
I slutningen af det 16. århundrede fandt der en omfattende
glasfabrikation sted i skovene ved Rye og navnlig omkring Glarbo,
der har sit navn efter denne fabrikation.
Det var kong Frederik den II, der fik den ide, at der i skovene
omkring Skanderborg og Silkeborg fandtes så mange vindfælder og
andet unyttigt træ, som kunne bruges til brænding af det fornødne
trækul.
I 1581 blev indkaldt en glasbrænder fra Mecklenburg, som fik
anvist plads I Rye sogn, men han forstod sig ikke på håndværket.
året efter fik Liboris Trebing fra Hessen en imponerende produktion
i gang. Til Chr. den IVs kroning leveredes således 26.000
drikkeglas, og ruder i stort mængder blev produceret til kongelige
slotte over hele landet.
Når skoven var opbrugt i en kilometers tværmål, flyttede man
glasproduktionen til et nyt sted, hvor der var brænde ved hånden.
Det er forklaringen på de mange lysninger i skovene, hvor der i dag
findes landbrug.
Glasproduktionen havde dog kun en kort glansperiode. I 1598
befalede Chr. den IV, at hele glasproduktionen skulle ophøre til
Mikkelsdag "på det at vore skove ikke mere skal forhugges og lægges
øde". Mester Trebing er tilsyneladende blevet boende på egnen, idet
han i 1617 meldes dræbt i selve Rye kirke.
To glasværker, i Stenhule og Hyttekær i Them sogn, blev udgravet
og opmålt i sommeren 1964.
På kirkegården i Gl. Rye (tidl. Ry/Rye) fandt man ved en
udgravning på kirkegården i 1930'erne spor efter en solofferplads.
Byen havde sin storhedstid i middelalderen, hvor den var
valfartsted på grund af en helligkilde opkaldt efter Sct.
Søren.
Ifølge legenden var han en hyrdedreng fra egnen, der endte som
biskop i Køln. i 1534 valgte den jyske adels Chr. d. 3. til konge i
Sct. Sørens Kirke. To år efter indførte han reformationen i Danmark
og derefter mistede Gl. Rye sin betydning.
I 1800-tallet blev Gammel Rye center for træskoproduktion, men
med
etableringen af jernbanen i 1871 fra Skanderborg til Silkeborg
blev vækst og udvikling trukket til stationsbyen Ry.
Ved kommunalreformen i 1970 blev Gl. Rye sogn en del af Ry
Kommune.
Boes by
Boes er med sine
bindingsværkshuse med smalle forhaver ud til landsbygaden en af de
mest velbevarede byer i Søhøjlandet. Fra Boes går stien mod øst til
toppen af det stærkt skrånende landskab. Herfra er der vid udsigt
over Mossø til Yding Skovhøj.
Mod sydvest går stien ned til bredden af Mossø, hvor de
østvestgående strandvolde ses som skiftevis tørre egekratbevoksede
sandbanker og fugtige elle- og pilekrat.
Stien fortsætter via en træbro gennem sumpskove og tørre
skræntskove til P13 ved Østergård.
Disse ture indgår i langtursvandreruten Århus - Silkeborg - ca.
70 km (se særlig folder).
Mølleindustri
Allerede i middelalderen blev vandkraften fra
Gudenåen anvendt til kornmaling og klædefremstilling,
stampemølle.
Med industrialiseringen i sidste århundrede tog mølleindustrien
rigtig fart.
Flere vandmøller blev ombygget til industrimøller til blandt
andet produktion af papirmasse.